Sådan gør vi

En fabrik bliver til skole

Skolen har til huse i bygninger, som i sin tid indgik i et større fabrikskompleks ved Gartnerivej. Forhuset, ud mod Gartnerivej rummede oprindelig en salatfabrik. Siden kom det til at rumme administration og bolig i forbindelse med en tekstilfabrik, hvor produktionen fandt sted i baghuset

I 1980 overtog den daværende lærer- og forældregruppe de forfaldne bygninger og de gik i gang med at etablere en skole i baghusets store rum. Det lykkedes takket være en stor arbejdsindsats fra lærere, forældre og børn. En del af baghuset blev revet ned for at give plads til skolegård og legeplads, og dele af bygningen blev forvandlet til et mellemhus, som forbandt forhuset og baghuset.

I de første år foregik undervisningen i baghuset. Det store rum, var opdelt i forskellige kroge, adskilt med flytbare ølkassevægge. Børnene gik ikke i klasser, men var organiseret i små, mellem og store, som hver især omfattede flere klassetrin. Krogene blev brugt til forskellige aktiviteter, f.eks: læsekrog, sykrog, emnekrog, malekrog osv. På den måde kunne undervisningsmiljøet ændres, hvis der opstod nye behov og ideer. I dele af rummet blev der etableret en sal til teater og rytmik, en skolemødekrog til fællesmøder samt et frokostkøkken. I tilknytning til køkkenet blev der indrettet en spisekrog, hvor alle skolens børn og voksne spiste den fælles tilberedte frokost.

Skolen i dag

Skolens børnetal voksede, og i 90´erne  bliver undervisningsmiljøet i åben-plan rummet for støjende og stort for både lærere og børn. Man beslutter at etablere klasserum i mere traditionel forstand, dog med bibeholdelsen af nogle af de gamle navne.

Herefter er minikrogen og  lille læsekrog indrettet som undervisningsrum for børnehave- og 1.-2.klasse i baghuset. Fortsat fungerer de "gamle" faciliteter: salen, skolemødekrogen, frokostkøkkenet og spisekrogen. På 1.sal af forhuset, hvor der tidligere har været kontor og beboelse har ældstekrogen, 5.-7.klasse, nu til huse. Et musiklokale er indrettet i forhusets kælder.

I løbet af 2002/2003 finder en ombygning og nydisponering sted af de forreste dele af skolen. En glasgang bliver tilbygget mellemhuset, så der skabes en direkte og åben forbindelse imellem forhuset og baghuset. Langs gangen bliver indrettet  nye undervisningsrum for 3.-4.klasse:  mellemkrogen.

De sidste uudnyttede rum  i forhuset bliver taget i brug som  garderobe, grupperum, bibliotek og værksted. På 1. sal etableres kontorer og lærerværelse ved siden af ældstekrogen.

Udover legepladsen og området imod naboskolen, Bjørns internationale Skole  bruger vi de nærtliggende grønne områder: Lunderen (en lille park), Netto-skoven (Ryvangen skov) og banerne (Ryparken idræts-anlæg) til udeaktiviteter i skole og skolefritidsordning. Med hensyn til indendørs idræt har vi indgået en aftale med Statens institut for Blinde om brug af deres gymnastiksal.